Strøtanker om at finde sin vej i livet

26/07/2016

Barselslivet er fantastisk. Jeg elsker kontinuiteten og nærværet. Jeg elsker at have tid til min familie og til hverdagens trivielle opgaver. Jeg elsker at kysse og kramme Elva hele dagen lang, og følge hendes alt for hurtige udvikling (hun er virkelig hurtig som lynet, og sidder allerede selv i en alder er bare 5 måneder). Jeg er endda, stik mod forventning, kommet til at holde af både mødregruppe og baby salmesang. Men barselslivet er også en tid for refleksion. Refleksion over alt fra børneopdragelse, til boligsituation, madvaner, arbejdsliv og meget mere. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan at ikke-barslene mennesker ikke reflekterer, for det gør vi vel sagtens hele tiden, men der bliver ligesom sat ekstra trumf på når man går hjemme dag efter dag, og kun har sig selv og en baby at kommunikere med.

Badebro

Indenfor de sidste par måneder har jeg eksempelvis boet i henholdsvis Italien, Mols og Frederikssund. Været henholdsvis kødspiser, vegetar, veganer, sukkerfri, hvedefri og glutenfri. Og arbejdet som både yogalærer, fotograf, dagplejer, forsker, underviser, guldsmed, YouTuber og projektleder. Altsammen i min fantasiverden naturligvis. Jeg er træt af og frustreret over at have så svært ved at finde min vej i livet. Af hensyn til mig selv, men endnu mere af hensyn til mine børn. For når jeg ikke kan finde min egen vej, hvordan kan jeg så hjælpe dem med at finde deres? Jeg er naturligvis fortaler for at børn finder deres egen vej i livet, og ikke lader sig diktere af omverdens forventninger til dem, men jeg betragter det som en af mine allervigtigste opgaver som forælder, at vejlede og guide dem igennem livet, og derigennem hjælpe dem til at træffe valg, der er rigtige for dem. Jeg tror på “leading by example”. Ønsker man for eksempel at give sine børn sunde vaner, skal man selv have sunde vaner (heraf mine overvejelser omkring kost). Ønsker man for sine børn at de følger deres drømme, skal man vise dem at det kan lade sig gøre ved at følge sine egne (og eksempelvis at flytte til Italien eller blive yogalærer. Eller begge dele) osv.

Jeg tror min vaklen skyldes en blanding af mangelfuld guidning, et overflod af muligheder og et medfødt vægelsind. Jeg ved at det vil aftage med tiden, og at jeg på et tidspunkt finder mig til rette lige der, hvor det er meningen at jeg skal være. Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at stå lidt mere fast i den vej, der er livet.

Dengang Alba var vegetar

03/07/2016

Da jeg ventede Alba gjorde jeg mig alle mulige forestillinger om hvilket liv jeg ønskede at hun skulle få. Nogle af mine forstillinger var helt almindelig udfra et mor perspektiv og kunne for eksempel lyde: “jeg håber hun bliver et smukt og artigt barn” eller “jeg håber hun bliver klog og får en god uddannelse” osv. osv. Ret banalt i virkeligheden. Men engang imellem fik jeg nogle helt skøre ideér, så som den at jeg synes at Alba skulle være vegetar når hun engang overgik til “almindelig” menneskemad, på trods af at hendes far og jeg er ret glade for kød. Eller min forestilling om at hun for evigt og altid skulle iklædes økologisk mærkevaretøj og forformede Angulus sko selvom vi dengang var på SU og overhovedet ikke havde råd til den slags. Heller ikke selvom vi sparrede hendes kød ration væk.

Jeg ser nu hvordan jeg prøvede at iscenesættelse det “perfekte” liv, og at det nok mere handlede om hvad andre synes end om min bekymring for pesticider, væksthormoner og sundhedsskadelig kemikalier. Jeg har ikke noget imod iscenesættelse som sådan, jeg er eksempelvis flittig bruger at Instagram som jo allermest handler om at poste smukke (og iscenesatte) billeder. Problemet opstår når iscenesættelsen ligger sig så langt fra den du er, at du ikke selv tror på det. Det mindede min sundhedsplejerske mig om, da jeg fortalte hende at jeg planlagde at opfostre et kødfrit barn i en ellers kødædende familie. Hun sagde meget diplomatisk noget i retning af, at Alba er en del af vores familie og derfor skal leve og spise som sådan. Alt andet vil ikke lykkes. Jeg blev ret fornærmet, for jeg synes i al beskedenhed at jeg havde truffet en meget moden beslutning, men hun endte selvfølgelig med at få ret. Alba var vegetar i ca. halvandet døgn.

IMG_20160607_184007

Det er 10 år og 4 børn siden, og selvom jeg er blevet indhentet at Instagram og andre sociale medier, føler jeg ikke helt samme behov for bekræftelse gennem en selvskabt kulisse, som jeg gjorde dengang jeg stod med min førstefødte i armene. Helt lavpraktisk har jeg måtte erkende at jeg simpelthen ikke har overskud til at være skuespiller i mit eget lille teaterstykke, for jeg har altså tøj der skal vaskes og madpakker der skal smøres. Og så oplever jeg også at der med alderen og modererfaringerne kommer en ro og en tro på at den jeg er og det jeg gør er godt nok til min familie. Jeg har trods alt en fantastisk mand og 4 lækre unger. Dengang jeg var først i 20’erne og nybagt mor kunne min hjerne dårligt rumme alle de anbefalinger, retningslinjer og forventninger som Astma-Allergi forbundet, Sundhedsstyrelsen og jeg selv sprøjtede ud. I dag ænser jeg dem dårligt. Og så har jeg fundet ud af at kokosolie kan bruges til det meste. Det er faktisk en form for frihed.

“Knowing the kind of person you want to be is one thing. Living it out in all of your moments of all of your days is the challenge of your lifetime”

– Cleo Wade

Jeg er fan af barselslivet

14/03/2016

Jeg nyder virkelig min tilværelse som hjemmegående hausfrau. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige. I LOVE IT. Var vores familie ikke afhængig af min indtægt, så ville jeg holde op med at arbejde lige på stedet. I hvert fald i nogle år. Og jeg ville elske at lave madplaner, agere lektiehjælper og folde mit vasketøj efter Marie Kondo’s foreskrifter.

DSC_0203

Nogle vil måske synes at det lyder kedeligt, men livet som fire-børns-mor er faktisk behæftet med ret meget drama. Så sent som i onsdags blev Wille ringet hjem fra SFO’en med løse tænder og en stor flænge i tandkødet. Andre dage byder på lange samtaler med Alba om hvordan man håndterer intriger og pigefnidder. Der er morgener hvor vi diskuterer med Wilfred om hvorvidt han må have rigtigt værktøj med i børnehave og morgener hvor bare det at komme ud af døren kan synes som en umulig opgave. Der er forældremøder, møder i kontaktudvalget, skole-hjem-samtaler, fritidsaktiviteter, legeaftaler, børnefødselsdage osv.

Jeg ville ikke kede mig.

Nordpå

10/03/2016

Jeg er i fuld sving med en trøje til Wilfred. De store børn er blevet forsømt på strikkefronten den sidste tid, da jeg har været optaget af at strikke småt til lillesøster. Heldigvis falder Wilfred’s ønske om en blå trøje sammen med mit ønske om at strikke på større pinde. Win win. Forstykket er færdig og jeg er så små i gang med bagstykket. Wilfred mener dog ikke der er behov for både for- og bagstykke, tværtimod er han helt overbevist om at han vil blive drillet i børnehaven, hvis han tropper op med strik på ryggen. Jeg tror nu jeg vil forsøge at modbevise ham,

DSC_0207

Hverdagsudfordringer i en mangebørnfamilie

06/03/2016
DSC_1106

Bornholm, juli 2015

En af de ting vi kæmper allermest med herhjemme er at etablere nogle simple og effektive rutiner, der får hverdagen til at glide nemmere for både børn og voksne. Vi har de bedste intentioner for vi ved af erfaring, at det skaber en fantastisk ro i vores familie når vores hverdag er planlagt rimelig stringent fremfor når den er overladt til tilfældighederne. Af uransagelige årsager (nok nærmest forældrenes inkonsekvens), holder vi bare aldrig ved. Vi holder et par uger og glider så, til stor frustration for de inkonsekvente forældre, tilbage i vores gamle vaner.

I morgen starter Niclas på arbejde igen efter en uges vinterferie og to ugers barsel, derfor er denne dag oplagt til at give vores rutiner et eftersyn og stramme op hvor der trænger. Og der trænger. Der er mange ting der bidrager til vores i øjeblikket ret kaotiske hverdag, men disse skiller sig ud:

  • Spilletid, hvor meget og hvornår?
  • Oprydning, at rydde op efter sig selv
  • At kede sig, eller at underholde sig selv

Spilletid. Vores drenge på hhv. 4 år og 7 år fik hver en tablet i julegave. Der lå store overvejelser bag, for særligt jeg var faktisk ret godt tilfreds med at være en tabletløs familie. Men nu har vi dem, og de har vakt stor glæde. Og store frustrationer. Wilfred er ikke særligt optaget af den, og der kan gå dage hvor han slet ikke skænker den en tanke, men Wille elsker at spille på sin. Hvis han vinder vel at mærke, for klarer han det dårligt i et spil bryder hans verden sammen. Og går det godt er den ikke til at vriste fra ham igen. En oplagt måde at imødekomme dette er selvfølgelig at have regler for hvor meget og på hvilke tidspunker af dagen han må spille. I marts måned forsøger vi sådan her: 45 minutters spilletid i hverdagene. 90 minutter i weekenden. Ingen spilletid på hverdagsmorgener. Pligter og lektier skal være færdiggjort før der må spilles.

Oprydning. Vi ønsker os børn der er bedre til at rydde op efter sig selv. Af sig selv. Altså sådan helt uden at skulle opfordres til det. Det er tilsyneladende en simpel opgave, da vores børn nemt kan identificere deres ejendele og ligge dem tilbage på deres respektive pladser. Alligevel flyder her ofte med sko og legetøj og madkasser og vasketøj m.v. Det er min egen skyld, for jeg kommer dem som regel i forkøbet. Men i marts måned vil jeg lade dem komme først, og så sætter vi ind med “aftenoprydning” – 5-10 minutters oprydning efter aftensmaden.

At kede sig. Det er svært for vores børn at være i de stille øjeblikke. De er vandt til et tæt pakket program med skole, SFO, fritidsaktiviteter, legeaftaler m.v. så når der indimellem ikke er noget på programmet bliver de rastløse. Vi vil hjælpe børnene med at se mulighederne i den uplanlagte tid. Det er her de kan lade kreativiteten få frit løb, lege med deres legetøj, øve klaver, læse bøger, høre musik osv. Dette betyder også at vi må værne om den uplanlagte tid. Derfor opsøger vi sjældent aftaler i weekenden. Bliver vi inviteret ud, takker vi ja og glæder os, men vi planlægger det ikke selv.

Lillesøster Elva

02/03/2016

DSC_0166

Lillesøster Elva kom til verden den 19. februar 2016 kl. 17.12 efter en nem, hurtig og ukompliceret fødsel. Hun vejede 3790 gram og målte 53 centimeter, og er i al beskedenhed helt perfekt. Det røde hår lader vente på sig, lige nu er det mørkebrunt ligesom Alba’s var det da hun blev født, og så har hun store brune øjne. Faktisk ligner hun sin storesøster til forveksling, hvilket varmer mit moderhjerte. Alba spurgte mig nemlig mange gange under min graviditet om jeg troede at lillesøster kom til at ligne hende. Det er selvsagt ret svært at svare på, men jeg er muligvis kommet til at sig “ja” i mit ønske om at anerkende hendes behov for at have en søskende at spejle sig i. Så jeg er selvfølgelig helt tilfreds med, at jeg indtil videre lader til at få ret i mine ubelagte forudsigelser.

Elva’s storesøskende har taget imod hende med åbne arme og våde kys. Hun bliver ganske enkelt kysset og krammet og nusset og aet hele dagen lang, for vi kan ikke stå for hende. Wilfred er praktikeren, det er ham der gør puslepladsen klar når hun skal skiftes, kører barnevognen når vi går tur og henter hendes sut når hun græder. Wille, vores omsorgsfulde og kærlige dreng. Han kysser og nusser hende som ingen anden, bliver ked af det når hun græder og stiller nysgerrige spørgsmål så som “hvordan ammer hun” og “hvornår kan hun se farver”. Alba er bare så hjælpsom og stolt af sin søster. Hun sidder med hende i sofaen i lang tid ad gangen, uden at lave andet end at betragte hendes ansigtsudtryk, lytte til hendes små grynt og dufte til hendes hår. Præcis lige som jeg gør det, det meste af dagen. Så meget faktisk at min venstre halsmuskel føles afkortet og stram da mit hoved hele tiden et tiltet på skrå imens jeg udbryder “nårh” eller den udvidede variant “nårh hvor er hun sød”. For det er hun virkelig,

Elva1

Idag havde vi besøg af sundhedsplejersken. Elva er vokset og vejer nu 3900 gram og måler knap 55 cm. Det er helt efter bogen, og naturligvis dejligt at hun trives og spiser godt. Men det er vemodigt at det går så stærkt. Jeg ville ønske at jeg kunne fryse tiden og nyde øjeblikket lidt længere, for jeg kan ikke rigtig følge med i det tempo som naturen dikterer. Faktisk ville det passe mit temperament ganske godt hvis man kunne kunne forære en måned af graviditeten til “nyfødt” perioden. Jeg kunne i hvert fald sagtens undvære den niende graviditetsmåned til fordel for en måned mere med mit lille nyfødte mirakel.

At bære sit barn

08/02/2016

DSC_0084

Jeg stiftede for første gang kendskab med “babywearing” universet da jeg ventede min datter for 10 år siden. Jeg havde selvfølgelig set forældre bære deres små poder i den klassiske Babybjörn bæresele, og havde egentligt tilskrevet det at bære sit barn som noget der udelukkende tilhørte netop denne model. Men efter måneders research og aktiv deltagen i det amerikanske babywearer forum TBW, stod det hurtigt klart at Babybjörn bæreselen bliver voldsomt kritiseret blandt passionerede babywearers. Argumenterne for hvorfor denne bæresele bør undgås er mange, og de fleste af dem gav rigtig god mening for mig, så jeg begyndte at lede efter alternativer, og faldt over tre typer af bæreseler som jeg havde lyst til at prøve – en ringslynge, en mei tai og en vikle.

Fælles for disse typer af bæreseler, og det der adskiller dem fra de “faste” modeller som eksempelvis Babybjörnen er, at barnet bæres helt tæt til kroppen. Selen blokerer ikke kontakten mellem bærer og barn, og særligt for viklens vedkommende gælder det, at den kan bindes og tilpasses så den sidder som støbt på begge parter. Mange faste bæreseler understøtter kun barnet på det smalle stykke mellem benene, hvilket belaster deres rygsøjle unødigt. Ringslyngen, mei tai’en og viklen kan derimod bindes og tilpasses på en sådan måde at de understøtter barnet over numsen og frem til knæhaserne, hvilket er mere skånsomt.

DSC_0086

Ringslyngens store fordele er at den at nem at anvende og kan bruges fra nyfødt til 2-3 års alderen. Det kan dog være hårdt at bære større børn i en ringslynge, da vægten ikke fordeles jævnt over skuldre og ryg. Mei tai’en er bedst til større børn. Også den er nem at anvende og kan bindes på henholdsvis ryg og bryst, men også her kan vægtfordelingen blive et problem da stropperne ofte er smalle. Fastviklen er efter min mening den bedste og mest alsidige bæresele der findes. Den kan bindes og tilpasses på et utal af måder, og kan anvendes fra nyfødt til 3-4 års alderen. Og så er det den af de bæreseler som jeg har prøvet, hvor vægten fordeles bedst over skuldre og ryg og dermed er mest behagelig at bære sit barn i.

Disse fire vikler er alle af mærket Didymos – en i bomuld, to i uld/bomuld og en i silke/bomuld. Fælles for dem alle er, at de er forholdsvis tynde og faste i kvaliteten, og derfor nemmere at binde end vikler der er fremstillet i kraftigere materiale. Bomuldsviklen er en god alsidig vikle, uld/bomuldsviklerne er særligt gode i de kølige måneder, men på grund af uldens varmeregulerende egenskaber kan den sagtens anvendes hele året rundt. Kombinationen af silke og bomuld giver en særdeles tynd vikle, som er behagelig at bære i sommermånederne.

Omslagsshorts

04/02/2016

Babyshorts klæder altså en lille blenumse ret godt, hvis du spørger mig. De her omslagsshorts er lynhurtigt strikket efter opskrift fra Paelas. De er strikket i en kombination af alpakka og højlandsuld som giver lige præcis den blødhed og struktur som jeg elsker ved hjemmestrik,

DSC_0081

Hospitalstasken – til baby

04/02/2016

I forlængelse af mit indlæg hospitalstasken til mor ses her hvad jeg har pakket til lillesøster,

DSC_0079

Et sæt tøj, en ulddragt til turen hjem, hue, vanter og futter. Et svøb, et par stofbleer og en håndfuld miljøvenlige bleer. Måske pakker jeg et ekstra sæt tøj, men jeg håber meget på en ambulant fødsel, så det bliver forhåbentlig ikke nødvendigt.

Niclas har traditionen tro valgt hentedragten, her pimpet med den sødeste blødeste cardigan, som mormor har foræret os. Jeg har også pakket en tynd uldbody fra JOHA, en hue og et par varme futter. DSC_0077Vi er faktisk ret klar denne gang. Til mine forrige fødsler pakkede jeg først hospitalstasken færdig samme dag som jeg gik i fødsel. Vi manglede ikke noget af betydning, tværtimod blev tasken i panik fyldt med alle mulige overflødige ting. Denne gang har pakningen været mere rolig og velovervejet, og det er faktisk ganske rart.

Nye forsyninger

01/02/2016

Nye forsyninger er ankommet til matriklen. De er øremærket til tre forskellige projekter som jeg glæder mig meget til at komme i gang med, det perlegrå garn i baggrunden skal forvandles til den fineste Vinterdragt og de brune garner i forgrunden skal forenes i et par skønne Omslagsbukser. Det turkise skal blive til en trøje til Wilfred.

DSC_0193

Vores norske naboer forstår altså at designe det sødeste hjemmestrik til baby og barn. Her er nogle af mine yndlingshjemmesider: