Arkiv: juli 2016

Strøtanker om at finde sin vej i livet

26/07/2016

Barselslivet er fantastisk. Jeg elsker kontinuiteten og nærværet. Jeg elsker at have tid til min familie og til hverdagens trivielle opgaver. Jeg elsker at kysse og kramme Elva hele dagen lang, og følge hendes alt for hurtige udvikling (hun er virkelig hurtig som lynet, og sidder allerede selv i en alder er bare 5 måneder). Jeg er endda, stik mod forventning, kommet til at holde af både mødregruppe og baby salmesang. Men barselslivet er også en tid for refleksion. Refleksion over alt fra børneopdragelse, til boligsituation, madvaner, arbejdsliv og meget mere. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan at ikke-barslene mennesker ikke reflekterer, for det gør vi vel sagtens hele tiden, men der bliver ligesom sat ekstra trumf på når man går hjemme dag efter dag, og kun har sig selv og en baby at kommunikere med.

Badebro

Indenfor de sidste par måneder har jeg eksempelvis boet i henholdsvis Italien, Mols og Frederikssund. Været henholdsvis kødspiser, vegetar, veganer, sukkerfri, hvedefri og glutenfri. Og arbejdet som både yogalærer, fotograf, dagplejer, forsker, underviser, guldsmed, YouTuber og projektleder. Altsammen i min fantasiverden naturligvis. Jeg er træt af og frustreret over at have så svært ved at finde min vej i livet. Af hensyn til mig selv, men endnu mere af hensyn til mine børn. For når jeg ikke kan finde min egen vej, hvordan kan jeg så hjælpe dem med at finde deres? Jeg er naturligvis fortaler for at børn finder deres egen vej i livet, og ikke lader sig diktere af omverdens forventninger til dem, men jeg betragter det som en af mine allervigtigste opgaver som forælder, at vejlede og guide dem igennem livet, og derigennem hjælpe dem til at træffe valg, der er rigtige for dem. Jeg tror på “leading by example”. Ønsker man for eksempel at give sine børn sunde vaner, skal man selv have sunde vaner (heraf mine overvejelser omkring kost). Ønsker man for sine børn at de følger deres drømme, skal man vise dem at det kan lade sig gøre ved at følge sine egne (og eksempelvis at flytte til Italien eller blive yogalærer. Eller begge dele) osv.

Jeg tror min vaklen skyldes en blanding af mangelfuld guidning, et overflod af muligheder og et medfødt vægelsind. Jeg ved at det vil aftage med tiden, og at jeg på et tidspunkt finder mig til rette lige der, hvor det er meningen at jeg skal være. Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at stå lidt mere fast i den vej, der er livet.

Dengang Alba var vegetar

03/07/2016

Da jeg ventede Alba gjorde jeg mig alle mulige forestillinger om hvilket liv jeg ønskede at hun skulle få. Nogle af mine forstillinger var helt almindelig udfra et mor perspektiv og kunne for eksempel lyde: “jeg håber hun bliver et smukt og artigt barn” eller “jeg håber hun bliver klog og får en god uddannelse” osv. osv. Ret banalt i virkeligheden. Men engang imellem fik jeg nogle helt skøre ideér, så som den at jeg synes at Alba skulle være vegetar når hun engang overgik til “almindelig” menneskemad, på trods af at hendes far og jeg er ret glade for kød. Eller min forestilling om at hun for evigt og altid skulle iklædes økologisk mærkevaretøj og forformede Angulus sko selvom vi dengang var på SU og overhovedet ikke havde råd til den slags. Heller ikke selvom vi sparrede hendes kød ration væk.

Jeg ser nu hvordan jeg prøvede at iscenesættelse det “perfekte” liv, og at det nok mere handlede om hvad andre synes end om min bekymring for pesticider, væksthormoner og sundhedsskadelig kemikalier. Jeg har ikke noget imod iscenesættelse som sådan, jeg er eksempelvis flittig bruger at Instagram som jo allermest handler om at poste smukke (og iscenesatte) billeder. Problemet opstår når iscenesættelsen ligger sig så langt fra den du er, at du ikke selv tror på det. Det mindede min sundhedsplejerske mig om, da jeg fortalte hende at jeg planlagde at opfostre et kødfrit barn i en ellers kødædende familie. Hun sagde meget diplomatisk noget i retning af, at Alba er en del af vores familie og derfor skal leve og spise som sådan. Alt andet vil ikke lykkes. Jeg blev ret fornærmet, for jeg synes i al beskedenhed at jeg havde truffet en meget moden beslutning, men hun endte selvfølgelig med at få ret. Alba var vegetar i ca. halvandet døgn.

IMG_20160607_184007

Det er 10 år og 4 børn siden, og selvom jeg er blevet indhentet at Instagram og andre sociale medier, føler jeg ikke helt samme behov for bekræftelse gennem en selvskabt kulisse, som jeg gjorde dengang jeg stod med min førstefødte i armene. Helt lavpraktisk har jeg måtte erkende at jeg simpelthen ikke har overskud til at være skuespiller i mit eget lille teaterstykke, for jeg har altså tøj der skal vaskes og madpakker der skal smøres. Og så oplever jeg også at der med alderen og modererfaringerne kommer en ro og en tro på at den jeg er og det jeg gør er godt nok til min familie. Jeg har trods alt en fantastisk mand og 4 lækre unger. Dengang jeg var først i 20’erne og nybagt mor kunne min hjerne dårligt rumme alle de anbefalinger, retningslinjer og forventninger som Astma-Allergi forbundet, Sundhedsstyrelsen og jeg selv sprøjtede ud. I dag ænser jeg dem dårligt. Og så har jeg fundet ud af at kokosolie kan bruges til det meste. Det er faktisk en form for frihed.

“Knowing the kind of person you want to be is one thing. Living it out in all of your moments of all of your days is the challenge of your lifetime”

– Cleo Wade