Dengang Alba var vegetar

03/07/2016

Da jeg ventede Alba gjorde jeg mig alle mulige forestillinger om hvilket liv jeg ønskede at hun skulle få. Nogle af mine forstillinger var helt almindelig udfra et mor perspektiv og kunne for eksempel lyde: “jeg håber hun bliver et smukt og artigt barn” eller “jeg håber hun bliver klog og får en god uddannelse” osv. osv. Ret banalt i virkeligheden. Men engang imellem fik jeg nogle helt skøre ideér, så som den at jeg synes at Alba skulle være vegetar når hun engang overgik til “almindelig” menneskemad, på trods af at hendes far og jeg er ret glade for kød. Eller min forestilling om at hun for evigt og altid skulle iklædes økologisk mærkevaretøj og forformede Angulus sko selvom vi dengang var på SU og overhovedet ikke havde råd til den slags. Heller ikke selvom vi sparrede hendes kød ration væk.

Jeg ser nu hvordan jeg prøvede at iscenesættelse det “perfekte” liv, og at det nok mere handlede om hvad andre synes end om min bekymring for pesticider, væksthormoner og sundhedsskadelig kemikalier. Jeg har ikke noget imod iscenesættelse som sådan, jeg er eksempelvis flittig bruger at Instagram som jo allermest handler om at poste smukke (og iscenesatte) billeder. Problemet opstår når iscenesættelsen ligger sig så langt fra den du er, at du ikke selv tror på det. Det mindede min sundhedsplejerske mig om, da jeg fortalte hende at jeg planlagde at opfostre et kødfrit barn i en ellers kødædende familie. Hun sagde meget diplomatisk noget i retning af, at Alba er en del af vores familie og derfor skal leve og spise som sådan. Alt andet vil ikke lykkes. Jeg blev ret fornærmet, for jeg synes i al beskedenhed at jeg havde truffet en meget moden beslutning, men hun endte selvfølgelig med at få ret. Alba var vegetar i ca. halvandet døgn.

IMG_20160607_184007

Det er 10 år og 4 børn siden, og selvom jeg er blevet indhentet at Instagram og andre sociale medier, føler jeg ikke helt samme behov for bekræftelse gennem en selvskabt kulisse, som jeg gjorde dengang jeg stod med min førstefødte i armene. Helt lavpraktisk har jeg måtte erkende at jeg simpelthen ikke har overskud til at være skuespiller i mit eget lille teaterstykke, for jeg har altså tøj der skal vaskes og madpakker der skal smøres. Og så oplever jeg også at der med alderen og modererfaringerne kommer en ro og en tro på at den jeg er og det jeg gør er godt nok til min familie. Jeg har trods alt en fantastisk mand og 4 lækre unger. Dengang jeg var først i 20’erne og nybagt mor kunne min hjerne dårligt rumme alle de anbefalinger, retningslinjer og forventninger som Astma-Allergi forbundet, Sundhedsstyrelsen og jeg selv sprøjtede ud. I dag ænser jeg dem dårligt. Og så har jeg fundet ud af at kokosolie kan bruges til det meste. Det er faktisk en form for frihed.

“Knowing the kind of person you want to be is one thing. Living it out in all of your moments of all of your days is the challenge of your lifetime”

– Cleo Wade

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *