Om

Min far kaldte mig “Knaldfis” som barn. Altid kærligt, aldrig nedsættende. Navnet står derfor som et symbol på gode minder og traditioner fra min barndom, som jeg til stadighed trækker på i mit voksenliv.

Jeg er gift og mor til Alba (10), Wille (8), Wilfred (5) og Elva (1). Vi bor i Nordsjælland i et lillebitte rækkehus, som vi glæder os til at skifte ud med noget større, men som også dagligt minder os om friheden ved kun at omgive os med det absolut nødvendige. Vi tilstræber at leve minimalistisk og miljøbevidst, i konstant søgen efter små håndterbare løsninger som vi kan inkorporere i vores hverdag, i ønsket om at passe bedre på vores planet. “Små” og “håndterbare” er kodeordene, for vi er ikke fanatiske og trives dårligt med absolutter. Vi har eksempelvis ikke lyst til undvære vores bil og vores oksekød. Men vi kan sagtens spise økologisk, sortere vores affald og reducere vores energiforbrug.

Bloggen tager afsæt i visionen om at viderebringe eftertænksomme og næstekærlige værdier til vores børn, men skildrer også helt almindelige hverdagsglimt udspringende af det der fylder mit hjerte lige nu.

Tak fordi du læser med,

Maria