Tag-arkiv: Hverdagsliv

Strøtanker om at finde sin vej i livet

26/07/2016

Barselslivet er fantastisk. Jeg elsker kontinuiteten og nærværet. Jeg elsker at have tid til min familie og til hverdagens trivielle opgaver. Jeg elsker at kysse og kramme Elva hele dagen lang, og følge hendes alt for hurtige udvikling (hun er virkelig hurtig som lynet, og sidder allerede selv i en alder er bare 5 måneder). Jeg er endda, stik mod forventning, kommet til at holde af både mødregruppe og baby salmesang. Men barselslivet er også en tid for refleksion. Refleksion over alt fra børneopdragelse, til boligsituation, madvaner, arbejdsliv og meget mere. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan at ikke-barslene mennesker ikke reflekterer, for det gør vi vel sagtens hele tiden, men der bliver ligesom sat ekstra trumf på når man går hjemme dag efter dag, og kun har sig selv og en baby at kommunikere med.

Badebro

Indenfor de sidste par måneder har jeg eksempelvis boet i henholdsvis Italien, Mols og Frederikssund. Været henholdsvis kødspiser, vegetar, veganer, sukkerfri, hvedefri og glutenfri. Og arbejdet som både yogalærer, fotograf, dagplejer, forsker, underviser, guldsmed, YouTuber og projektleder. Altsammen i min fantasiverden naturligvis. Jeg er træt af og frustreret over at have så svært ved at finde min vej i livet. Af hensyn til mig selv, men endnu mere af hensyn til mine børn. For når jeg ikke kan finde min egen vej, hvordan kan jeg så hjælpe dem med at finde deres? Jeg er naturligvis fortaler for at børn finder deres egen vej i livet, og ikke lader sig diktere af omverdens forventninger til dem, men jeg betragter det som en af mine allervigtigste opgaver som forælder, at vejlede og guide dem igennem livet, og derigennem hjælpe dem til at træffe valg, der er rigtige for dem. Jeg tror på “leading by example”. Ønsker man for eksempel at give sine børn sunde vaner, skal man selv have sunde vaner (heraf mine overvejelser omkring kost). Ønsker man for sine børn at de følger deres drømme, skal man vise dem at det kan lade sig gøre ved at følge sine egne (og eksempelvis at flytte til Italien eller blive yogalærer. Eller begge dele) osv.

Jeg tror min vaklen skyldes en blanding af mangelfuld guidning, et overflod af muligheder og et medfødt vægelsind. Jeg ved at det vil aftage med tiden, og at jeg på et tidspunkt finder mig til rette lige der, hvor det er meningen at jeg skal være. Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at stå lidt mere fast i den vej, der er livet.

Jeg er fan af barselslivet

14/03/2016

Jeg nyder virkelig min tilværelse som hjemmegående hausfrau. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige. I LOVE IT. Var vores familie ikke afhængig af min indtægt, så ville jeg holde op med at arbejde lige på stedet. I hvert fald i nogle år. Og jeg ville elske at lave madplaner, agere lektiehjælper og folde mit vasketøj efter Marie Kondo’s foreskrifter.

DSC_0203

Nogle vil måske synes at det lyder kedeligt, men livet som fire-børns-mor er faktisk behæftet med ret meget drama. Så sent som i onsdags blev Wille ringet hjem fra SFO’en med løse tænder og en stor flænge i tandkødet. Andre dage byder på lange samtaler med Alba om hvordan man håndterer intriger og pigefnidder. Der er morgener hvor vi diskuterer med Wilfred om hvorvidt han må have rigtigt værktøj med i børnehave og morgener hvor bare det at komme ud af døren kan synes som en umulig opgave. Der er forældremøder, møder i kontaktudvalget, skole-hjem-samtaler, fritidsaktiviteter, legeaftaler, børnefødselsdage osv.

Jeg ville ikke kede mig.

Hverdagsudfordringer i en mangebørnfamilie

06/03/2016
DSC_1106

Bornholm, juli 2015

En af de ting vi kæmper allermest med herhjemme er at etablere nogle simple og effektive rutiner, der får hverdagen til at glide nemmere for både børn og voksne. Vi har de bedste intentioner for vi ved af erfaring, at det skaber en fantastisk ro i vores familie når vores hverdag er planlagt rimelig stringent fremfor når den er overladt til tilfældighederne. Af uransagelige årsager (nok nærmest forældrenes inkonsekvens), holder vi bare aldrig ved. Vi holder et par uger og glider så, til stor frustration for de inkonsekvente forældre, tilbage i vores gamle vaner.

I morgen starter Niclas på arbejde igen efter en uges vinterferie og to ugers barsel, derfor er denne dag oplagt til at give vores rutiner et eftersyn og stramme op hvor der trænger. Og der trænger. Der er mange ting der bidrager til vores i øjeblikket ret kaotiske hverdag, men disse skiller sig ud:

  • Spilletid, hvor meget og hvornår?
  • Oprydning, at rydde op efter sig selv
  • At kede sig, eller at underholde sig selv

Spilletid. Vores drenge på hhv. 4 år og 7 år fik hver en tablet i julegave. Der lå store overvejelser bag, for særligt jeg var faktisk ret godt tilfreds med at være en tabletløs familie. Men nu har vi dem, og de har vakt stor glæde. Og store frustrationer. Wilfred er ikke særligt optaget af den, og der kan gå dage hvor han slet ikke skænker den en tanke, men Wille elsker at spille på sin. Hvis han vinder vel at mærke, for klarer han det dårligt i et spil bryder hans verden sammen. Og går det godt er den ikke til at vriste fra ham igen. En oplagt måde at imødekomme dette er selvfølgelig at have regler for hvor meget og på hvilke tidspunker af dagen han må spille. I marts måned forsøger vi sådan her: 45 minutters spilletid i hverdagene. 90 minutter i weekenden. Ingen spilletid på hverdagsmorgener. Pligter og lektier skal være færdiggjort før der må spilles.

Oprydning. Vi ønsker os børn der er bedre til at rydde op efter sig selv. Af sig selv. Altså sådan helt uden at skulle opfordres til det. Det er tilsyneladende en simpel opgave, da vores børn nemt kan identificere deres ejendele og ligge dem tilbage på deres respektive pladser. Alligevel flyder her ofte med sko og legetøj og madkasser og vasketøj m.v. Det er min egen skyld, for jeg kommer dem som regel i forkøbet. Men i marts måned vil jeg lade dem komme først, og så sætter vi ind med “aftenoprydning” – 5-10 minutters oprydning efter aftensmaden.

At kede sig. Det er svært for vores børn at være i de stille øjeblikke. De er vandt til et tæt pakket program med skole, SFO, fritidsaktiviteter, legeaftaler m.v. så når der indimellem ikke er noget på programmet bliver de rastløse. Vi vil hjælpe børnene med at se mulighederne i den uplanlagte tid. Det er her de kan lade kreativiteten få frit løb, lege med deres legetøj, øve klaver, læse bøger, høre musik osv. Dette betyder også at vi må værne om den uplanlagte tid. Derfor opsøger vi sjældent aftaler i weekenden. Bliver vi inviteret ud, takker vi ja og glæder os, men vi planlægger det ikke selv.