Tag-arkiv: Livet

Strøtanker om at finde sin vej i livet

26/07/2016

Barselslivet er fantastisk. Jeg elsker kontinuiteten og nærværet. Jeg elsker at have tid til min familie og til hverdagens trivielle opgaver. Jeg elsker at kysse og kramme Elva hele dagen lang, og følge hendes alt for hurtige udvikling (hun er virkelig hurtig som lynet, og sidder allerede selv i en alder er bare 5 måneder). Jeg er endda, stik mod forventning, kommet til at holde af både mødregruppe og baby salmesang. Men barselslivet er også en tid for refleksion. Refleksion over alt fra børneopdragelse, til boligsituation, madvaner, arbejdsliv og meget mere. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan at ikke-barslene mennesker ikke reflekterer, for det gør vi vel sagtens hele tiden, men der bliver ligesom sat ekstra trumf på når man går hjemme dag efter dag, og kun har sig selv og en baby at kommunikere med.

Badebro

Indenfor de sidste par måneder har jeg eksempelvis boet i henholdsvis Italien, Mols og Frederikssund. Været henholdsvis kødspiser, vegetar, veganer, sukkerfri, hvedefri og glutenfri. Og arbejdet som både yogalærer, fotograf, dagplejer, forsker, underviser, guldsmed, YouTuber og projektleder. Altsammen i min fantasiverden naturligvis. Jeg er træt af og frustreret over at have så svært ved at finde min vej i livet. Af hensyn til mig selv, men endnu mere af hensyn til mine børn. For når jeg ikke kan finde min egen vej, hvordan kan jeg så hjælpe dem med at finde deres? Jeg er naturligvis fortaler for at børn finder deres egen vej i livet, og ikke lader sig diktere af omverdens forventninger til dem, men jeg betragter det som en af mine allervigtigste opgaver som forælder, at vejlede og guide dem igennem livet, og derigennem hjælpe dem til at træffe valg, der er rigtige for dem. Jeg tror på “leading by example”. Ønsker man for eksempel at give sine børn sunde vaner, skal man selv have sunde vaner (heraf mine overvejelser omkring kost). Ønsker man for sine børn at de følger deres drømme, skal man vise dem at det kan lade sig gøre ved at følge sine egne (og eksempelvis at flytte til Italien eller blive yogalærer. Eller begge dele) osv.

Jeg tror min vaklen skyldes en blanding af mangelfuld guidning, et overflod af muligheder og et medfødt vægelsind. Jeg ved at det vil aftage med tiden, og at jeg på et tidspunkt finder mig til rette lige der, hvor det er meningen at jeg skal være. Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at stå lidt mere fast i den vej, der er livet.