Tag-arkiv: Mangebørnsfamilie

Strøtanker om at finde sin vej i livet

26/07/2016

Barselslivet er fantastisk. Jeg elsker kontinuiteten og nærværet. Jeg elsker at have tid til min familie og til hverdagens trivielle opgaver. Jeg elsker at kysse og kramme Elva hele dagen lang, og følge hendes alt for hurtige udvikling (hun er virkelig hurtig som lynet, og sidder allerede selv i en alder er bare 5 måneder). Jeg er endda, stik mod forventning, kommet til at holde af både mødregruppe og baby salmesang. Men barselslivet er også en tid for refleksion. Refleksion over alt fra børneopdragelse, til boligsituation, madvaner, arbejdsliv og meget mere. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan at ikke-barslene mennesker ikke reflekterer, for det gør vi vel sagtens hele tiden, men der bliver ligesom sat ekstra trumf på når man går hjemme dag efter dag, og kun har sig selv og en baby at kommunikere med.

Badebro

Indenfor de sidste par måneder har jeg eksempelvis boet i henholdsvis Italien, Mols og Frederikssund. Været henholdsvis kødspiser, vegetar, veganer, sukkerfri, hvedefri og glutenfri. Og arbejdet som både yogalærer, fotograf, dagplejer, forsker, underviser, guldsmed, YouTuber og projektleder. Altsammen i min fantasiverden naturligvis. Jeg er træt af og frustreret over at have så svært ved at finde min vej i livet. Af hensyn til mig selv, men endnu mere af hensyn til mine børn. For når jeg ikke kan finde min egen vej, hvordan kan jeg så hjælpe dem med at finde deres? Jeg er naturligvis fortaler for at børn finder deres egen vej i livet, og ikke lader sig diktere af omverdens forventninger til dem, men jeg betragter det som en af mine allervigtigste opgaver som forælder, at vejlede og guide dem igennem livet, og derigennem hjælpe dem til at træffe valg, der er rigtige for dem. Jeg tror på “leading by example”. Ønsker man for eksempel at give sine børn sunde vaner, skal man selv have sunde vaner (heraf mine overvejelser omkring kost). Ønsker man for sine børn at de følger deres drømme, skal man vise dem at det kan lade sig gøre ved at følge sine egne (og eksempelvis at flytte til Italien eller blive yogalærer. Eller begge dele) osv.

Jeg tror min vaklen skyldes en blanding af mangelfuld guidning, et overflod af muligheder og et medfødt vægelsind. Jeg ved at det vil aftage med tiden, og at jeg på et tidspunkt finder mig til rette lige der, hvor det er meningen at jeg skal være. Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at stå lidt mere fast i den vej, der er livet.

Dengang Alba var vegetar

03/07/2016

Da jeg ventede Alba gjorde jeg mig alle mulige forestillinger om hvilket liv jeg ønskede at hun skulle få. Nogle af mine forstillinger var helt almindelig udfra et mor perspektiv og kunne for eksempel lyde: “jeg håber hun bliver et smukt og artigt barn” eller “jeg håber hun bliver klog og får en god uddannelse” osv. osv. Ret banalt i virkeligheden. Men engang imellem fik jeg nogle helt skøre ideér, så som den at jeg synes at Alba skulle være vegetar når hun engang overgik til “almindelig” menneskemad, på trods af at hendes far og jeg er ret glade for kød. Eller min forestilling om at hun for evigt og altid skulle iklædes økologisk mærkevaretøj og forformede Angulus sko selvom vi dengang var på SU og overhovedet ikke havde råd til den slags. Heller ikke selvom vi sparrede hendes kød ration væk.

Jeg ser nu hvordan jeg prøvede at iscenesættelse det “perfekte” liv, og at det nok mere handlede om hvad andre synes end om min bekymring for pesticider, væksthormoner og sundhedsskadelig kemikalier. Jeg har ikke noget imod iscenesættelse som sådan, jeg er eksempelvis flittig bruger at Instagram som jo allermest handler om at poste smukke (og iscenesatte) billeder. Problemet opstår når iscenesættelsen ligger sig så langt fra den du er, at du ikke selv tror på det. Det mindede min sundhedsplejerske mig om, da jeg fortalte hende at jeg planlagde at opfostre et kødfrit barn i en ellers kødædende familie. Hun sagde meget diplomatisk noget i retning af, at Alba er en del af vores familie og derfor skal leve og spise som sådan. Alt andet vil ikke lykkes. Jeg blev ret fornærmet, for jeg synes i al beskedenhed at jeg havde truffet en meget moden beslutning, men hun endte selvfølgelig med at få ret. Alba var vegetar i ca. halvandet døgn.

IMG_20160607_184007

Det er 10 år og 4 børn siden, og selvom jeg er blevet indhentet at Instagram og andre sociale medier, føler jeg ikke helt samme behov for bekræftelse gennem en selvskabt kulisse, som jeg gjorde dengang jeg stod med min førstefødte i armene. Helt lavpraktisk har jeg måtte erkende at jeg simpelthen ikke har overskud til at være skuespiller i mit eget lille teaterstykke, for jeg har altså tøj der skal vaskes og madpakker der skal smøres. Og så oplever jeg også at der med alderen og modererfaringerne kommer en ro og en tro på at den jeg er og det jeg gør er godt nok til min familie. Jeg har trods alt en fantastisk mand og 4 lækre unger. Dengang jeg var først i 20’erne og nybagt mor kunne min hjerne dårligt rumme alle de anbefalinger, retningslinjer og forventninger som Astma-Allergi forbundet, Sundhedsstyrelsen og jeg selv sprøjtede ud. I dag ænser jeg dem dårligt. Og så har jeg fundet ud af at kokosolie kan bruges til det meste. Det er faktisk en form for frihed.

“Knowing the kind of person you want to be is one thing. Living it out in all of your moments of all of your days is the challenge of your lifetime”

– Cleo Wade

Jeg er fan af barselslivet

14/03/2016

Jeg nyder virkelig min tilværelse som hjemmegående hausfrau. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige. I LOVE IT. Var vores familie ikke afhængig af min indtægt, så ville jeg holde op med at arbejde lige på stedet. I hvert fald i nogle år. Og jeg ville elske at lave madplaner, agere lektiehjælper og folde mit vasketøj efter Marie Kondo’s foreskrifter.

DSC_0203

Nogle vil måske synes at det lyder kedeligt, men livet som fire-børns-mor er faktisk behæftet med ret meget drama. Så sent som i onsdags blev Wille ringet hjem fra SFO’en med løse tænder og en stor flænge i tandkødet. Andre dage byder på lange samtaler med Alba om hvordan man håndterer intriger og pigefnidder. Der er morgener hvor vi diskuterer med Wilfred om hvorvidt han må have rigtigt værktøj med i børnehave og morgener hvor bare det at komme ud af døren kan synes som en umulig opgave. Der er forældremøder, møder i kontaktudvalget, skole-hjem-samtaler, fritidsaktiviteter, legeaftaler, børnefødselsdage osv.

Jeg ville ikke kede mig.

Hverdagsudfordringer i en mangebørnfamilie

06/03/2016
DSC_1106

Bornholm, juli 2015

En af de ting vi kæmper allermest med herhjemme er at etablere nogle simple og effektive rutiner, der får hverdagen til at glide nemmere for både børn og voksne. Vi har de bedste intentioner for vi ved af erfaring, at det skaber en fantastisk ro i vores familie når vores hverdag er planlagt rimelig stringent fremfor når den er overladt til tilfældighederne. Af uransagelige årsager (nok nærmest forældrenes inkonsekvens), holder vi bare aldrig ved. Vi holder et par uger og glider så, til stor frustration for de inkonsekvente forældre, tilbage i vores gamle vaner.

I morgen starter Niclas på arbejde igen efter en uges vinterferie og to ugers barsel, derfor er denne dag oplagt til at give vores rutiner et eftersyn og stramme op hvor der trænger. Og der trænger. Der er mange ting der bidrager til vores i øjeblikket ret kaotiske hverdag, men disse skiller sig ud:

  • Spilletid, hvor meget og hvornår?
  • Oprydning, at rydde op efter sig selv
  • At kede sig, eller at underholde sig selv

Spilletid. Vores drenge på hhv. 4 år og 7 år fik hver en tablet i julegave. Der lå store overvejelser bag, for særligt jeg var faktisk ret godt tilfreds med at være en tabletløs familie. Men nu har vi dem, og de har vakt stor glæde. Og store frustrationer. Wilfred er ikke særligt optaget af den, og der kan gå dage hvor han slet ikke skænker den en tanke, men Wille elsker at spille på sin. Hvis han vinder vel at mærke, for klarer han det dårligt i et spil bryder hans verden sammen. Og går det godt er den ikke til at vriste fra ham igen. En oplagt måde at imødekomme dette er selvfølgelig at have regler for hvor meget og på hvilke tidspunker af dagen han må spille. I marts måned forsøger vi sådan her: 45 minutters spilletid i hverdagene. 90 minutter i weekenden. Ingen spilletid på hverdagsmorgener. Pligter og lektier skal være færdiggjort før der må spilles.

Oprydning. Vi ønsker os børn der er bedre til at rydde op efter sig selv. Af sig selv. Altså sådan helt uden at skulle opfordres til det. Det er tilsyneladende en simpel opgave, da vores børn nemt kan identificere deres ejendele og ligge dem tilbage på deres respektive pladser. Alligevel flyder her ofte med sko og legetøj og madkasser og vasketøj m.v. Det er min egen skyld, for jeg kommer dem som regel i forkøbet. Men i marts måned vil jeg lade dem komme først, og så sætter vi ind med “aftenoprydning” – 5-10 minutters oprydning efter aftensmaden.

At kede sig. Det er svært for vores børn at være i de stille øjeblikke. De er vandt til et tæt pakket program med skole, SFO, fritidsaktiviteter, legeaftaler m.v. så når der indimellem ikke er noget på programmet bliver de rastløse. Vi vil hjælpe børnene med at se mulighederne i den uplanlagte tid. Det er her de kan lade kreativiteten få frit løb, lege med deres legetøj, øve klaver, læse bøger, høre musik osv. Dette betyder også at vi må værne om den uplanlagte tid. Derfor opsøger vi sjældent aftaler i weekenden. Bliver vi inviteret ud, takker vi ja og glæder os, men vi planlægger det ikke selv.